Hvad er traumer?

Traumer der saboterer dit vægttab. Selve ordet ‘traumer’ lyder meget alvorligt og det er det naturligvis også. Alligevel er et traume ikke nødvendigvis resultatet af en ekstrem situation som eksempelvis krig, katastrofer og ubærlige tab. Det kan også ‘bare’ være resultatet af forskellige oplevelser i en helt almindelig hverdag. Oplevelser hvor du har følt skyld, skam, frygt, forkerthed og lignende.

Et større eller mindre traume kan opstå, når du bliver udsat for psykisk eller fysisk skade. Og du samtidig føler dig hjælpeløs og magtesløs. Derved kommer du ikke af med de følelser, som presser sig på. Derved opstår der en følelsesmæssig blokering, som bliver lagret på celleniveau. Hvis disse følelser ikke bliver ‘taget frem’ og bearbejdet, vil de ‘sidde fast’ i cellerne som et traume.

Det er vigtigt at slå fast, at det er den subjektive oplevelse af en situation, der afgør om der opstår et traume. Det er også den, der afgør, hvor stort dette traume bliver. Derfor kan man ikke dømme sine egne eller andres traumer til at være ‘latterlige’ eller ‘små’. Du kan altså godt gå igennem noget ret ‘vildt’ i andres øjne uden at få traumer. Modsat kan du have store og ødelæggende traumer fra noget så ‘simpelt’ som en skolelærer, der kaldte dig dum.

Nogle traumer er lette at identificere

Kroppen og cellerne husker det hele. Hver gang der opstår en situation, som på en eller anden måde minder kroppen om de ubehagelige oplevelser, vil du reagere. Det kan være med frygt, uro vrede, stress eller fastlåshed – og ikke mindst selvsaboterende adfærd.

Nogle traumer er ret lette at identificere. Hvis du engang blev bidt af en hund, og du derefter blev bange for hunde, er der ikke så meget mystik over det. Det samme gælder, hvis du engang var ved at drukne, og derefter fik vandskræk. De fleste traumer er dog langt fra så lette at identificere, og mange af dem kører rundt med dig på et ubevidst plan.

Det bevidste og det ubevidste plan

På det bevidste plan får du nogle ubehagelige følelser og fornemmelser i kroppen, og det kan virke som om, at de kom ud af den blå luft. På det ubevidste plan er der derimod blevet registreret nogle helt klare signaler, som bliver oplevet som faretruende. Det kan være duften af nyslået græs, en bestemt sang i radioen eller en mand i sort tøj. Det kan også være smagen af gule vingummier eller følelsen af varmt sand mellem tæerne – det kan være alt muligt.

Det kan også være udsigten til noget i fremtiden, der sætter din krop i alarmberedskab. På det bevidste plan tænker du, at det vil du rigtig gerne – f.eks. tabe dig – men på det ubevidste plan, vil du i virkeligheden slet ikke. Din krop og dine celler kan forbinde sundhed og en slank krop med noget ubehageligt, og vil derfor gøre alt for, at du vælger noget andet. Udelukkende for at beskytte dig.

Traumer er blokeringer

Traumer er altså følelsesmæssige blokeringer, der er lagret i kroppens og cellernes hukommelse. Og de vil bogstaveligt fungere som blokeringer for din lykke og dit velvære. De vil nemlig stå i vejen for alt det, som du drømmer om, fordi de forhindrer dig i at gøre alt det, som du egentlig gerne vil. I stedet bliver du fanget i frygt og selvsabotage, så snart du forsøger at bevæge dig mod målet. Du er fastlåst.

Og lige netop følelsen af fastlåshed er din bedste ven, når det kommer til ubevidste traumer. Det er nemlig den, der kan afsløre, at der overhovedet er et traume på spil, så du har en chance for at gøre noget ved det.

Det vil typisk føles som om, at du har ‘prøvet alt’ og ‘gjort alt’, og alligevel bliver ved med at sidde fast i samme problem. Det kan være i forbindelse med overvægt, men naturligvis også alt mulig andet: ægteskab, økonomi, rod i hjemmet osv. Det vil ofte føles ret ‘ulogisk’ og du forstår ikke selv, hvorfor du ikke er kommet i mål, når du nu så gerne vil. Det er som om, at der er usynlige kræfter, der arbejder imod dig. Og det er der jo sådan set også.

Traumer der saboterer dit vægttab                                                                              Netop derfor er det også vigtigt, at få de ubevidste traumer frem i lyset, så de ikke    længere kører rundt med dig og blokerer for din lykke.

Følelser er i virkeligheden energi, og derfor er en følelsesmæssig blokering ‘bare’ blokeret energi. Når du får den blokerede energi ud af dit system, vil den ikke længere sidde fast som et traume.

 

Kroppen mangler ord

Én af de største årsager til, at ubevidste traumer kan være så svære at identificere, er, at kroppen ikke sætter ord på, hvad der egentlig foregår. Den sender bare en masse følelser og fornemmelser afsted, som du måske ikke helt selv forstår.

Det kan f.eks. være i form af kvalme, hovedpine, hjertebanken, håndsved, vrede eller indre uro. Umiddelbart kan du måske ikke forklare , hvorfor du ‘pludselig’ har det sådan. Derfor er første skridt altid at få sat ord på, så du ad den vej kan begynde at trevle mysteriet op.

Når du ikke får sat ord på, bliver du fanget i følelsernes vold, fordi din hjerne ikke forstår, hvad der foregår. Hjernen har derfor en tendens til at gå i panik. Ofte vil din hjerne lede efter årsagen i nuet, og kan derved fejltolke den nuværende situation og endda skabe nye traumer.


Eksempel:

Som barn sad du på terrassen og spiste en sandwich med kødpølse. Det var en smuk sommerdag og du nød den varme sol. Pludselig kom din far stormende ud, rykkede dig i armen og råbte af dig, fordi du ikke havde ryddet op på dit værelse. Du blev meget bange og ked af det.

25 år senere er du på vej til lufthavnen med din kæreste. I skal på ferie i Thailand, og du har glædet dig rigtig meget. På vej til lufthavnen kører I ind til et spisested, hvor du får en sandwich med kødpølse. I sætter jer på nogle bænke udenfor og nyder den varme sol. Pludselig får du kvalme og bliver grebet af en indre uro. Og du ved ikke hvorfor.

Din hjerne begynder at spekulere, og prøver desperat at finde ud af, hvad årsagen mon kan være? Var der noget galt med sandwichen? Er mit parforhold ikke så godt, som jeg troede? Styrter flyet ned? Er det egentlig farligt at rejse til Thailand? Hvis din hjerne får lov til at lave en konklusion her, er der grobund for et nyt traume – eksempelvis flyskræk, frygten for at spise mad udefra eller noget helt tredje.


Erkend, acceptér og sæt ord på følelserne

Når ubehagelige følelser opstår ud af den blå luft, er det derfor yderst vigtigt, at du hjælper din hjerne med at sætte ord på og forstå, hvad der reelt foregår. Først og fremmest skal du erkende, acceptere og sætte ord på følelserne. Gerne inde i dit eget hoved. Registrér hvad der sker indeni dig, hvilke følelser der er på spil og hvor de sidder i kroppen – med en stor portion selvkærlighed.

Traumer der saboterer dit vægttab

 

Dernæst kan du prøve at identificere, hvilken følelse det handler om. Frygt? Skyld? Skam? Eller noget helt fjerde?

Sidst men ikke mindst kan du prøve at identificere, hvornår du tidligere i dit liv har følt dette? Og hvordan dén situation evt. kan hænge sammen med den nuværende situation?

 

Det er langt fra sikkert, at du altid kan finde det bagvedliggende, ubevidste traume, men det er faktisk heller ikke det vigtigste lige i situationen. Det vigtigste er blot, at det hjælper med at berolige hjernen, så den ikke går i panik og finder på nye ting at være bange for eller være frustreret over.

Du fortæller kroppen og hjernen, at du ‘er der’, at du lytter og accepterer. Samtidig vender du dit fokus indad og ikke ud mod f.eks. en sandwich med kødpølse, en kæreste eller en flyrejse, som ellers kan få ‘skylden’ for, hvad du føler indeni. Dette er i sig selv et meget stort skridt på vejen.

Traumer og vægttab

Når kroppen reagerer ‘uhensigtsmæssigt’ i forhold til dine drømme og fremtidsplaner, vil der typisk også være ubevidste traumer på spil. Kroppen tror, at der er udsigt til fare, og vil derfor gøre alt for, at du ikke kommer i mål.

Hvis du forsøger at tabe dig, men gang på gang ‘falder i’ og saboterer det hele, kan det være en ualmindelig god idé at få kigget på, hvad der i virkeligheden står i vejen? Fremgangsmetoden er helt den samme som i den akutte situation med pludselig opstået ubehag: du skal have sat ord på følelserne, så du kan trevle mysteriet op.

Umiddelbart vil de fleste nok mene, at der udelukkende er fordele ved at være slank, vital og i god form, men det er slet ikke sikkert, at det er dén erfaring, som din krop har lagret i sin hukommelse.

 

 

 

 

Nogle overvægtige har eksempelvis været udsat for seksuelle overgreb på et tidspunkt i livet, hvor de netop var slanke, vitale og i god form. Måske da de var børn eller meget unge. Derved kan kroppen have lavet en ‘sammenhæng’ mellem det at være slank og blive udsat for overgreb. Den kan også have et ubevidst ønske om at være ‘uattraktiv’, for at undgå overgreb. (Dermed ikke sagt, at overvægtige ikke kan være attraktive, men du forstår forhåbentlig pointen).

Uønsket positiv opmærksomhed

Der kan også være ubehagelige minder fra at være den ‘populære og smukke’. Måske det gav en masse positiv opmærksomhed, men endte med bagtaleri, jalousi og uvenskaber. Så nu handler det ubevidst om, at være så ‘usynlig’ eller ‘middelmådig’, som man overhovedet kan være.

Der findes også overvægtige, der har decideret sultet på et tidspunkt i livet på grund af fattigdom, misrøgt eller krig. Frygten for at dø af sult kan være lagret i kroppen, og enhver form for diæt vil naturligvis sætte hele kroppen i højeste alarmberedskab.

Overspisning og trøstespisning

Overvægt kan også være et resultat af trøstespisning og overspisning, i et forsøg på at dulme ubehagelige følelser, der ligger og ulmer lige under overfladen. Hvis man pludselig skærer ned på indtaget af mad – særligt de fødevarer der stimulerer hjernen – vil de ubehagelige følelser dukke op. Hvis man ikke ved, hvordan man skal håndtere disse følelser, vil man med meget stor sandsynlighed falde tilbage i de gamle vaner.

I den lidt mere komplicerede ende er der også dem, der bruger overvægt som en ubevidst undskyldning for – og anledning til – ikke at gøre det, de i virkeligheden drømmer om. Den konstante ‘bøvl med vægten’ bruges til at holde sig selv nede, så man ikke ‘kan’ gøre det, der er det naturlige næste skridt i sin udvikling.

Det kunne f.eks. være, at man drømmer om at finde en kæreste, men ‘lige vil vente til man har tabt sig’. Hvis der ligger en stor ubevidst frygt for at binde sig, er overvægten den perfekte forhindring. Ubevidst vil man sørge for, at man aldrig taber sig, så man ikke når til dét punkt, hvor man skal ud at finde en kæreste og dermed binde sig.

På alle de områder af livet, hvor man siger “… men jeg skal lige tabe mig først”, kan der ligge en frygt bag, som handler om alt mulig andet end overvægt. Det kan være frygten for at fejle: i kærlighed, med sine idéer, med sit firma, som forælder osv. Det kan også være frygten for succes: hvem bliver jeg, hvis jeg opnår X, Y eller Z? Og vil det ødelægge mine relationer? Alt sammen noget der kan stå i vejen for et vægttab, hvis man bruger sin overvægt som noget, der skal ‘fixes’, før man kan tage hul på ‘det andet’.

Traumer og bevægelse

En stor del af et succesfuldt vægttab der varer resten af livet, er bevægelse – enten i form af decideret træning eller generel hverdagsbevægelse. Også her kan der være mange ubevidste traumer på spil, som saboterer de gode hensigter.

Egentlig kan vi mennesker godt lide at bevæge os – bare se på små børn. Desværre kan der med tiden komme en masse fysiske og psykiske skrammer. De kan få kroppen til at tro, at bevægelse er noget, vi skal undgå for alt i verden.

Mange har ubehagelige minder og traumer fra folkeskolens idrætstimer. Måske fik man at vide, at man var langsom eller klodset. Måske blev man grint af eller ligefrem mobbet for sin fysiske formåen eller fremtoning. Eller måske blev man altid valgt til sidst, når der skulle udvælges hold. Alt sammen noget der kan sætte dybe spor på celleniveau.

De fleste har også gået til en eller anden form for sport i sin barndom eller ungdom. Også her kan der være opstået traumer. Måske havde man nogle pinlige episoder eller følte at man ikke var ligeså god som de andre. Nogen har endda haft helt urimelige og krævende trænere eller forældre på sidelinjen. Personer som råbte, skreg og skældte ud, når man ikke lavede en toppræstation.

Nogen har også haft voldsomme fysiske skader i forbindelse med bevægelse og sport, og frygter – måske ubevidst – at blive skadet igen.

Traumer opstår ikke kun i barndommen

Man kan selvfølgelig også få traumer som voksen. Måske man har prøvet at løbe en tur på vejen, og nogle ‘smarte’ mennesker kørte forbi i bil og råbte en hånlig bemærkning. Eller måske har man engang vovet sig ned i det lokale træningscenter, hvor de andre fniste af ens fysiske form og manglende kendskab til træningsredskaberne.

 

Der er også alle de ‘kærlige’ bemærkninger fra familie og venner: “haha, hvor ser du bare sjov ud, når du løber”. “Hold da op, hvor du stønner, når du cykler” eller “hvis du går langsommere, får du en parkeringsbøde”.

Det er sandsynligvis ment ‘for sjov’, men er ikke nødvendigvis sjovt for modtageren. Og det kan resultere i, at man mister lysten til at udfolde sig fysisk.

 

Overvægt kan i sig selv give mange (flere) traumer i forbindelse med bevægelse. Alting er meget hårdere og mere besværligt, når man vejer for meget. Særligt hvis man samtidig er kommet i ualmindelig dårlig form. Hvis man gang på gang får dårlige oplevelser, hver gang man skal bevæge sig, vil der automatisk blive opbygget et indre ‘had’ mod alle former for bevægelse. Det er klart.

Traumer er ‘ordløse’

For at du kan komme i mål med dit vægttab, skal du have forløst alle de traumer, som står i vejen. Det kan du med stor sandsynlighed sagtens klare selv. Der findes ikke én bestemt løsning, som virker for alle, men der er dog nogle generelle retningslinjer, du kan bruge for at komme i gang:

Det handler først og fremmest om at få sat ord på, som tidligere beskrevet. Traumer er ‘ordløse’ og derfor er du nødt til at hjælpe hjernen på vej. Du skal gå logisk til værks, uden at følelserne kører rundt med dig på autopilot.

Dernæst kan du prøve at identificere, hvor traumet stammer fra. Nogen gange er det ret let, men andre gange skal der et større detektivarbejde til. For nogen er det en stor hjælp at skrive – og beskrive – diverse situationer og oplevelser fra fortiden. Gerne i detaljer: dufte, lyde, smag, synsindtryk, mennesker der var til stede, ord der blev sagt osv.

Hvis du har svært ved at finde frem til noget, kan det være en hjælp, at spørge dig selv: “hvornår følte jeg (denne følelse) i fortiden?” Det kan være følelsen af f.eks. frygt, jalousi eller skam. Sæt så ord på de situationer eller oplevelser i fortiden, hvor du havde lige netop dén følelse. Dette kan give mange AHA-oplevelser i forhold til, hvordan du tænker, handler og reagerer som voksen.

Forløsning af et traume

 

Sidst men ikke mindst skal traumet – den følelsesmæssige blokering – forløses. Og det kan gøres på et utal af måder.

Én metode er meditation eller visualiseringer, hvor du går tilbage i tiden med dit voksne jeg, og giver dit ‘indre barn’ lige netop det, som du havde brug for dengang.

 

Du kan også fortælle dit ‘indre barn’, at det ikke var hans/hendes skyld eller at der ikke var noget at skamme sig over. Du kan forklare dit ‘indre barn’, hvordan tingene hang sammen og at det f.eks. var en voksen, der var urimelig eller handlede helt forkert. Dette kan være meget helende. Indre-barn-øvelser er ofte særligt helende mod skyld, skam og følelsen af forkerthed.

Skriv dine traumer ned

Sorg og vrede kan nærmest føles som en fysisk ‘klump’ i kroppen, og her kan det være meget helende at få det ud rent fysisk. Du kan råbe ind i en pude, tæske løs på en pude eller gå ned til et larmende hav, og skrige din vrede ud over vandet. Dyb sorg kan grædes ud, og her kan det være en stor hjælp, at gøre det hele ekstra sørgeligt. Du kan f.eks. kigge på gamle billeder og spille sørgelig musik samtidig – og så græde al sorgen ud.

Mange finder det også meget helende at ‘aflevere’ sine traumer til Moder Natur. Du kan f.eks. skrive dine traumer ned og brænde dem på et lille bål udenfor. Eller du kan fortælle dine traumer til et dyr eller et træ. Ja, for nogen lyder det ret skørt, men hovedsagen er, at det (også) virker.

Tapping (TFT eller EFT), Body SDS behandlinger osv. kan også være en mulighed. Hvis du ikke ved, hvad det er, kan du ‘google’ det og se om det er noget for dig.

Traumer kræver tålmodighed

Som du kan se, er der ikke rigtig andre involveret i din helings-proces, og det er der en god grund til. Én af de største fejltagelser som mange begår, er nemlig, at gå direkte til den eller de personer, som var kilden til traumet. Typisk i håb om indrømmelser, undskyldninger, forklaringer eller tilgivelse (fra dig eller til dig).

Problemet er. at de enten ikke kan se det fra dit synspunkt (“det var da ikke så slemt”), at de ikke vil indrømme det (“det har jeg da aldrig sagt eller gjort”), at de synes det var din egen skyld (“du var så besværlig” eller “du lagde selv op til det”), at de bærer nag (“jeg tilgiver dig aldrig”). Der kan gå tusinde ting galt med den fremgangsmetode, så medmindre du er helt sikker på, at det giver det ønskede resultat, så lad være. Ellers kan du forværre dit traume betydeligt.

Traumer der saboterer dit vægttab

 

Derudover skal du være tålmodig og huske, at der ofte skal flere ‘omgange’ til, før traumet slipper fuldstændigt.

Det kan altså sagtens være, at det skal ‘ud’ flere gange, men du vil sandsynligvis opleve, at det bliver bedre for hver gang. Du ved, at et traume har sluppet sit tag, når du kan tænke på det eller tale om det, uden at blive følelsesmæssigt overvældet.

 

Fremtiden

Alting bliver meget lettere og meget mere glædesfyldt, når du ikke er hæmmet af alle mulige følelsesmæssige blokeringer. Samtidig er der rig mulighed for, at overskrive mange af de ubehagelige oplevelser og minder, og få dem erstattet af en masse gode. Det er også meget helende, og vil hjælpe dig yderligere på vej.

Du kan jo prøve at tænke lidt over, hvordan du – helt bevidst – kan give dig selv en masse gode og positive erfaringer, som du kan få lagret i kroppens og cellernes hukommelse? Hvis du f.eks. har mange traumer i forbindelse med bevægelse, kan du tænke over, hvordan du kan give dig selv en masse gode oplevelser med bevægelse? Det kunne eksempelvis være noget ‘blidt’ og ‘nemt’, hvor du samtidig oplever noget rart. Måske en lille gåtur med hunden og kæresten i en smuk park? Eller en langsom cykeltur gennem skoven?

Og dette gælder naturligvis for alle områder af livet, og ikke bare det der handler om vægttab. Hvordan kan du give dig selv gode oplevelser med: parforhold og kærlighed? Økonomi og penge? Arbejde og karriere? Børn og familieliv? Din tillid til dig selv og andre mennesker? Det handler om at finde tilbage til den ‘rene’ og utraumatiserede dig, som elsker livet.

Traumer der saboterer dit vægttab

 

Selvudvikling

Annoncer:

Angst Masterclass
Mindly.dk

799,00 kr.

Læs mere >>>

Coaching Kursus (6 uger)
Mindly.dk

1497,00 kr.

Læs mere >>>

Mindfulness baseret stressreduktion (MBSR)
Mindly.dk

4900,00 kr.

Læs mere >>>

NLP Master Practitioner
Mindly.dk

5496,00 kr.

Læs mere >>>

NLP Practitioner og Master Practitioner
Mindly.dk

9343,00 kr.

Læs mere >>>

NLP Practitioner
Mindly.dk

5496,00 kr.

Læs mere >>>

Overskud i hverdagen - Du kan ikke hælde fra en tom kande
Mindly.dk

995,00 kr.

Læs mere >>>

Selvværd Masterclass
Mindly.dk

799,00 kr.

Læs mere >>>

Slip overspisning og opnå øget livskvalitet
Mindly.dk

3999,00 kr.

Læs mere >>>